Når et par med børn går fra hinanden, har begge parter stadig forsørgerpligt overfor børnene og det betyder, at der skal betales en sum penge til den forælder, hvor barnet bor. Det kan dog være svært at finde ud af, hvor stort beløbet skal være og hvis man ikke selv kan finde ud af det parterne imellem, må statsforvaltningen ind over.
Delt forældremyndighed eller ej
Når begge forældre har forældremyndigheden over børnene, er det nødvendigt, at de selv laver en aftale om, hvor stort bidraget skal være og hvor børnene skal bo. Hvis der er helt lige forældremyndighed og børnene bor lige lang tid hos begge forældre, behøver ingen af jer at betale børnebidrag. Det er helt anderledes, når kun den ene af jer har forældremyndigheden, fordi forælderen uden forældremyndighed så skal betale børnebidrag uanset hvad. Der er dog forskel på, hvor stort beløbet skal være og hvis den bidragende forælder tjener over 500.000 kr. om året, kan man ansøge om forhøjet børnebidrag. Bidraget skal desuden betales, uanset om man har en indkomst eller ej.
Beløbets størrelse
Der er forskel på, hvor stort beløbet er, alt efter hvor mange børn man skal betale til, men som udgangspunkt skal man betale 1.360 kr. om måneden pr. barn, man skal betale til. Dette er minimumsgrænsen og man kan ikke komme til at betale mindre end det, hvis man skal betale børnepenge. Hvis den ene forælder har en høj indkomst, vil det dog være lidt anderledes, da man så kan søge om forhøjet børnebidrag. Bidragets størrelse kan ændre sig, hvis barnet fylder 18, får en indkomst over 6.000 kr. eller hvis parforholdet genoptages. Det kan også være, at bidragsyderen dør eller får en varig stigning eller fald i indkomst, så bidragets størrelse ændres herved. En ændring i bidragets størrelse sker ikke automatisk og uanset hvad der ændres, skal det indberettes.